1 Når en Mand forstøder sin hustru, og hun går fra ham og ægter en anden, kan hun så gå tilbage til ham? Er slig en Kvinde ej sunket til Bunds i Vanære? Og du, som boled med mange Elskere, vil tilbage til mig! så lyder det fra HERREN. 2 Se til de nøgne Høje: Hvor mon du ej lod dig skænde? Ved Vejene vogted du på dem som Araber i Ørk. Du vanæred Landet både ved din Utugt og Ondskab, 3 en Snare blev dine mange Elskere for dig. En Horkvindes Pande har du, trodser al Skam. 4 Råbte du ikke nylig til mig: “Min Fader! Du er min Ungdoms Ven. 5 Vil han evigt gemme på Vrede, bære Nag for stedse?” Se, således taler du, men øver det onde til Gavns. 6 HERREN sagde til mig i Kong Josias' Dage: Så du, hvad den troløse Kvinde Israel* gjorde? Hun gik op på ethvert højt Bjerg og hen under ethvert grønt Træ og bolede. { [*dvs. Efraim, Nordriget.] } 7 Jeg tænkte, at hun efter at have gjort alt det vilde vende om til mig; men hun vendte ikke om. Det så hendes svigefulde Søster Juda; 8 hun så, at jeg forstødte den troløse Kvinde Israel for al hendes Hors Skyld, og at jeg gav hende Skilsmissebrev; den svigefulde Søster Juda frygtede dog ikke, men gik også hen og bolede. 9 Ved sin letsindige Bolen vanærede hun Landet og horede med Sten og Træ. 10 Og alligevel vendte den svigefulde Søster Juda ikke om til mig af hele sit Hjerte, men kun på Skrømt, lyder det fra HERREN. 11 Og HERREN sagde til mig: Det troløse Israels Sag står bedre end det svigefulde Judas. 12 Gå hen og udråb disse Ord mod Nord: Omvend dig, troløse Israel, lyder det fra HERREN; jeg vil ikke vredes på eder, thi nådig er jeg, lyder det fra HERREN; jeg gemmer ej evigt på Vrede; 13 men vedgå din Uret, at du forbrød dig mod HERREN din Gud; for de fremmedes Skyld løb du hid og did under hvert grønt Træ og hørte ikke min Røst, så lyder det fra HERREN. 14 Vend om, I frafaldne Sønner, lyder det fra HERREN; thi jeg er eders Herre; jeg tager eder, én fra en By og en fra en Slægt og bringer eder til Zion, 15 og jeg giver eder Hyrder efter mit Sind, og de skal vogte eder med Indsigt og Kløgt. 16 Og når I bliver mangfoldige og frugtbare i Landet i hine Dage, lyder det fra HERREN, skal de ikke mere tale om HERRENS Pagts Ark, og Tanken om den skal ikke mere opkomme i noget Hjerte; de skal ikke mere komme den i Hu eller savne den, og en ny skal ikke laves. 17 På hin Tid skal man kalde Jerusalem HERRENS Trone, og der, til HERRENS Navn i Jerusalem, skal alle Folk strømme sammen, og de skal ikke mere følge deres onde Hjertes Stivsind. 18 I hine Dage skal Judas Hus vandre til Israels Hus, og samlet skal de drage fra Nordens Land til det Land, jeg gav deres Fædre i Eje. 19 Og jeg, jeg sagde til dig: “Blandt Sønnerne sætter jeg dig, jeg giver dig et yndigt Land, Folkenes herligste Arvelod.” Jeg sagde: “Kald mig din Fader, vend dig ej fra mig!” 20 Men som en Kvinde sviger sin Ven, så sveg du mig, Israels Hus, så lyder det fra HERREN. 21 Hør, der lyder Gråd på de nøgne Høje, Tryglen af Israels Børn, fordi de vandrede Krogveje, glemte HERREN deres Gud. 22 Vend om, I frafaldne Sønner, jeg læger eders Frafald. Se, vi kommer til dig, thi du er HERREN vor Gud. 23 Visselig, Blændværk var Højene, Bjergenes Larm*; visselig, hos HERREN vor Gud er Israels Frelse. { [*dvs. den larmende Afgudsdyrkelse på Bjergene. Sl. 3, 9; 68, 20 f.] } 24 Skændselen* åd fra vor Ungdom vore Fædres Gods, deres Småkvæg og Hornkvæg, Sønner og Døtre. { [*dvs. Ba'al.] } 25 Vi lægger os ned i vor Skændsel, vor Skam er vort Tæppe, thi mod HERREN vor Gud har vi syndet, vi og vore Fædre fra Ungdommen af til i Dag; vi hørte ikke på Herren vor Guds røst.