1 Efterdi mange have taget sig for at forfatte en Beretning om de Ting, som ere fuldbyrdede iblandt os, 2 således som de, der fra Begyndelsen bleve Øjenvidner og Ordets Tjenere, have overleveret os: 3 så har også jeg besluttet, efter nøje at have gennemgået alt forfra, at nedskrive det for dig i Orden, mægtigste Theofilus! 4 for at du kan erkende Pålideligheden af de Ting, hvorom du er bleven mundtligt undervist. 5 I de Dage, da Herodes var Konge i Judæa, var der en Præst af Abias Skifte, ved Navn Sakarias; og han havde en Hustru af Arons Døtre, og hendes Navn var Elisabeth. 6 Men de vare begge retfærdige for Gud og vandrede udadlelige i alle Herrens Bud og Forskrifter. 7 Og de havde intet Barn, efterdi Elisabeth var ufrugtbar, og de vare begge fremrykkede i Alder. 8 Men det skete, medens han efter sit Skiftes Orden gjorde Præstetjeneste for Gud, 9 tilfaldt det ham efter Præstetjenestens Sædvane at gå ind i Herrens Tempel og bringe Røgelseofferet. 10 Og hele Folkets Mængde holdt Bøn udenfor i Røgelseofferets Time. 11 Men en Herrens Engel viste sig for ham, stående ved den højre Side af Røgelsesalteret. 12 Og da Sakarias så ham, forfærdedes han, og Frygt faldt over ham. 13 Men Engelen sagde til ham: “Frygt ikke, Sakarias! thi din Bøn er hørt, og din Hustru Elisabeth skal føde dig en Søn, og du skal kalde hans Navn Johannes. 14 Og han skal blive dig til Glæde og Fryd, og mange skulle glædes over hans Fødsel; 15 thi han skal være stor for Herren. Og Vin og stærk Drik skal han ej drikke, og han skal fyldes med den Helligånd alt fra Moders Liv, 16 og mange af Israels Børn skal han omvende til Herren deres Gud. 17 Og han skal gå foran for ham i Elias's Ånd og Kraft for at vende Fædres Hjerter til Børn og genstridige til retfærdiges Sind for at berede Herren et velskikket folk.” 18 Og Sakarias sagde til Engelen: “Hvorpå skal jeg kende dette? thi jeg er gammel, og min Hustru er fremrykket i Alder.” 19 Og Engelen svarede og sagde til ham: “Jeg er Gabriel, som står for Guds Åsyn, og jeg er udsendt for at tale til dig og for at forkynde dig dette Glædesbudskab. 20 Og se, du skal blive stum og ikke kunne tale indtil den Dag, da dette sker, fordi du ikke troede mine Ord, som dog skulle fuldbyrdes i deres Tid,” 21 Og folket biede efter Sakarias, og de undrede sig over, at han tøvede i Templet. 22 Og da han kom ud, kunde han ikke tale til dem, og de forstode, at han havde set et Syn i Templet; og han gjorde Tegn til dem og forblev stum. 23 Og det skete, da hans Tjenestes Dage vare fuldendte, gik han hjem til sit Hus. 24 Men efter disse Dage blev hans Hustru Elisabeth frugtsommelig, og hun skjulte sig fem Måneder og sagde: 25 “Således har Herren gjort imod mig i de Dage, da han så til mig for at borttage min Skam iblandt Mennesker.” 26 Men i den sjette Måned blev Engelen Gabriel sendt fra Gud til en By i Galilæa, som hedder Nazareth, 27 til en Jomfru, som var trolovet med en Mand ved Navn Josef, af Davids Hus; og Jomfruens Navn var Maria. 28 Og Engelen kom ind til hende og sagde: “Hil være dig, du benådede, Herren er med dig, du velsignede iblandt Kvinder!” 29 Men hun blev forfærdet over den Tale, og hun tænkte, hvad dette skulde være for en Hilsen. 30 Og Engelen sagde til hende: “Frygt ikke, Maria! thi du har fundet Nåde hos Gud. 31 Og se, du skal undfange og føde en Søn, og du skal kalde hans Navn Jesus. 32 Han skal være stor og kaldes den Højestes Søn; og Gud Herren skal give ham Davids, hans Faders Trone. 33 Og han skal være Konge over Jakobs Hus evindelig, og der skal ikke være Ende på hans Kongedømme.” 34 Men Maria sagde til Engelen: “Hvorledes skal dette gå til, efterdi jeg ikke ved af nogen Mand?” 35 Og Engelen svarede og sagde til hende: “Den Helligånd skal komme over dig, og den Højestes Kraft skal overskygge dig; derfor skal også det hellige, som fødes, kaldes Guds Søn. 36 Og se, Elisabeth din Frænke, også hun har undfanget en Søn i sin Alderdom, og denne Måned er den sjette for hende, som kaldes ufrugtbar. 37 Thi intet vil være umuligt for Gud.” 38 Men Maria sagde: “Se, jeg er Herrens Tjenerinde; mig ske efter dit Ord!” Og Engelen skiltes fra hende. 39 Men Maria stod op i de samme Dage og drog skyndsomt til Bjergegnen til en By i Juda. 40 Og hun kom ind i Sakarias's Hus og hilste Elisabeth. 41 Og det skete, da Elisabeth hørte Marias Hilsen, sprang Fosteret i hendes Liv. Og Elisabeth blev fyldt med den Helligånd 42 og råbte med høj Røst og sagde: “Velsignet er du iblandt Kvinder! og velsignet er dit Livs Frugt! 43 Og hvorledes times dette mig, at min Herres Moder kommer til mig? 44 Thi se, da din Hilsens Røst nåede mine Øren, sprang Fosteret i mit Liv med Fryd. 45 Og salig er hun, som troede; thi det skal fuldkommes, hvad der er sagt hende af Herren,” 46 Og Maria sagde: “Min Sjæl ophøjer Herren; 47 og min Ånd fryder sig over Gud, min Frelser; 48 thi han har set til sin Tjenerindes Ringhed. Thi se, nu herefter skulle alle Slægter prise mig salig, 49 fordi den mægtige har gjort store Ting imod mig. Og hans Navn er helligt; 50 og hans Barmhjertighed varer fra Slægt til Slægt over dem, som frygte ham. 51 Han har øvet Vælde med sin Arm; han har adspredt dem, som ere hovmodige i deres Hjertes Tanke. 52 Han har nedstødt mægtige fra Troner og ophøjet ringe. 53 Hungrige har han mættet med gode Gaver, og rige har han sendt tomhændede bort. 54 Han har taget sig af sin Tjener Israel for at ihukomme Barmhjertighed 55 imod Abraham og hans Sæd til evig Tid, således som han talte til vore Fædre.” 56 Og Maria blev hos hende omtrent tre Måneder, og hun drog til sit Hjem igen. 57 Men for Elisabeth fuldkommedes Tiden til, at hun skulde føde, og hun fødte en Søn. 58 Og hendes Naboer og Slægtninge hørte, at Herren havde gjort sin Barmhjertighed stor imod hende, og de glædede sig med hende. 59 Og det skete på den ottende Dag, da kom de for at omskære Barnet; og de vilde kalde det Sakarias efter Faderens Navn. 60 Og hans Moder svarede og sagde: “Nej, han skal kaldes Johannes.” 61 Og de sagde til hende: “Der er ingen i din Slægt, som kaldes med dette Navn.” 62 Men de gjorde Tegn til hans Fader om, hvad han vilde, det skulde kaldes. 63 Og han forlangte en Tavle og skrev disse Ord: “Johannes er hans Navn.” Og de undrede sig alle. 64 Men straks oplodes hans Mund og hans Tunge, og han talte og priste Gud. 65 Og der kom en Frygt over alle, som boede omkring dem, og alt dette rygtedes over hele Judæas Bjergegn. 66 Og alle, som hørte det, lagde sig det på Hjerte og sagde: “Hvad mon der skal blive af dette Barn?” Thi Herrens Hånd var med ham. 67 Og Sakarias, hans Fader, blev fyldt med den Helligånd, og han profeterede og sagde: 68 “Lovet være Herren, Israels Gud! thi han har besøgt og forløst sit Folk 69 og har oprejst os et Frelsens Horn* i sin Tjener Davids Hus, { [*en kraftig Frelse.] } 70 således som han talte ved sine hellige Profeters Mund fra fordums Tid, 71 en Frelse fra vore Fjender og fra alle deres Hånd, som hade os, 72 for at gøre Barmhjertighed imod vore Fædre og ihukomme sin hellige Pagt, 73 den Ed, som han svor vor Fader Abraham, at han vilde give os, 74 at vi, friede fra vore Fjenders Hånd, skulde tjene ham uden Frygt, 75 i Hellighed og Retfærdighed for hans Åsyn, alle vore Dage. 76 Men også du, Barnlille! skal kaldes den Højestes Profet; thi du skal gå foran for Herrens Åsyn for at berede hans Veje, 77 for at give hans Folk Erkendelse af Frelse ved deres Synders Forladelse, 78 for vor Guds inderlige Barmhjertigheds Skyld, ved hvilken Lyset fra det høje har besøgt os 79 for at skinne for dem, som sidde i Mørke og i Dødens Skygge, for at lede vore Fødder ind på Fredens Vej,” 80 Men Barnet voksede og blev styrket i Ånden; og han var i Ørkenerne indtil den Dag, da han trådte frem for Israel.