1 Og det skete, da han var på et Sted og bad, at en af hans Disciple sagde til ham, da han holdt op: “Herre! lær os at bede, som også Johannes lærte sine Disciple.” 2 Da sagde han til dem: “Når I bede, da siger: Fader, Helliget vorde dit Navn; komme dit Rige; 3 giv os hver dag vort daglige Brød; 4 og forlad os vore Synder, thi også vi forlade hver, som er os skyldig; og led os ikke i Fristelse!” 5 Og han sagde til dem: “Om nogen af eder har en Ven og går til ham ved Midnat og siger til ham: Kære! lån mig tre Brød, 6 efterdi en Ven af mig er kommen til mig fra Rejsen, og jeg har intet at sætte for ham; 7 og hin så svarer derinde fra og siger: Vold mig ikke Besvær; Døren er allerede lukket, og mine Børn ere med mig i Seng; jeg kan ikke stå op og give dig det: 8 da, siger jeg eder, om han end ikke står op og giver ham det, fordi han er hans Ven, så står han dog op for hans Påtrængenheds Skyld og giver ham alt, hvad han trænger til. 9 Og jeg siger eder: Beder, så skal eder gives; søger, så skulle I finde; banker på, så skal der lukkes op for eder. 10 Thi hver den, som beder, han får, og den, som søger, han finder, og den, som banker på, for ham skal der lukkes op. 11 Men hvilken Fader iblandt eder vil give sin Søn en Sten, når han beder om Brød, eller når han beder om en Fisk, mon han da i Stedet for en Fisk vil give ham en Slange? 12 Eller når han beder om et Æg, mon han da vil give ham en Skorpion? 13 Dersom da I, som ere onde, vide at give eders Børn gode Gaver, hvor meget mere skal da Faderen fra Himmelen give den Helligånd til dem, som bede ham!” 14 Og han uddrev en ond Ånd, og den var stum; men det skete, da den onde Ånd var udfaren, talte den stumme, og Skaren forundrede sig. 15 Men nogle af dem sagde: “Ved Beelzebul, de onde Ånders Fyrste, uddriver han de onde Ånder.” 16 Men andre fristede ham og forlangte af ham et Tegn fra Himmelen. 17 Men da han kendte deres Tanker, sagde han til dem: “Hvert Rige, som er kommet i Splid med sig selv, lægges øde, og Hus falder over Hus. 18 Men hvis også Satan er kommen i Splid med sig selv, hvorledes skal hans Rige da bestå? Thi l sige, at jeg uddriver de onde Ånder ved Beelzebul. 19 Men dersom jeg uddriver de onde Ånder ved Beelzebul, ved hvem uddrive da eders Sønner dem? Derfor skulle de være eders Dommere. 20 Men dersom jeg uddriver de onde Ånder ved Guds Finger, da er jo Guds Rige kommet til eder. 21 Når den stærke bevæbnet vogter sin Gård, bliver det, han ejer, i Fred. 22 Men når en stærkere end han er kommen over ham og har overvundet ham, da tager han hans fulde Rustning, som han forlod sig på, og uddeler hans Bytte. 23 Den, som ikke er med mig, er imod mig; og den, som ikke samler med mig, adspreder. 24 Når den urene Ånd er faren ud af Mennesket, vandrer den igennem vandløse Steder og søger Hvile; og når den ikke finder den, siger den: Jeg vil vende tilbage til mit Hus, som jeg gik ud af. 25 Og når den kommer, finder den det fejet og prydet. 26 Da går den bort og tager syv andre Ånder med sig, som ere værre end den selv, og når de ere komne derind, bo de der; og det sidste bliver værre med dette Menneske end det første.” 27 Men det skete, medens han sagde disse Ting, da opløftede en Kvinde af Skaren sin Røst og sagde til ham: “Saligt er det Liv, som bar dig, og de Bryster, som du diede.” 28 Men han sagde: “Ja, salige ere de, som høre Guds Ord og bevare det.” 29 Men da Skarerne strømmede til, begyndte han at sige: “Denne Slægt er en ond Slægt; et Tegn forlanger den, og der skal intet Tegn gives den uden Jonas's Tegn. 30 Thi ligesom Jonas blev et Tegn for Ninivitterne, således skal også Menneskesønnen være det for denne Slægt. 31 Sydens Dronning skal oprejses ved Dommen sammen med Mændene af denne Slægt og fordømme dem; thi hun kom fra Jordens Grænser for at høre Salomons Visdom; og se, her er mere end Salomon. 32 Mænd fra Ninive skulle opstå ved Dommen sammen med denne Slægt og fordømme den; thi de omvendte sig ved Jonas's Prædiken; og se, her er mere end Jonas. 33 Ingen tænder et Lys og sætter det i Skjul, ikke heller under Skæppen, men på Lysestagen, for at de, som komme ind, kunne se dets Skin. 34 Dit Øje er Legemets Lys; når dit Øje er sundt, er også hele dit Legeme lyst, men dersom det er dårligt, er også dit Legeme mørkt. 35 Se derfor til, at det Lys, der er i dig, ikke er Mørke. 36 Dersom da hele dit Legeme et lyst, så at ingen Del deraf er mørk, vil det være helt lyst, som når Lyset bestråler dig med sin Glans.” 37 Men idet han talte, beder en Farisæer ham om, at han vilde spise Middagsmåltid hos ham, og han gik ind og satte sig til Bords. 38 Men Farisæeren forundrede sig, da han så, at han ikke toede sig først før Måltidet. 39 Men Herren sagde til ham: “I Farisæere rense nu det udvendige af Bægeret og Fadet; men eders Indre er fuldt af Rov og Ondskab. 40 I Dårer! han, som gjorde det ydre, gjorde han ikke også det indre? 41 Men giver det, som er indeni, til Almisse; se, så ere alle Ting eder rene. 42 Men ve eder, I Farisæere! thi I give Tiende af Mynte og Rude og alle Hånde Urter og forbigå Retten og Kærligheden til Gud; disse Ting burde man gøre og ikke forsømme hine. 43 Ve eder, I Farisæere! thi I elske den fornemste Plads i Synagogerne og Hilsenerne på Torvene. 44 Ve eder, thi I ere som de ukendelige Grave, og Menneskene, som gå over dem, vide det ikke.” 45 Men en af de lovkyndige svarede og siger til ham: “Mester! idet du siger dette, forhåner du også os,” 46 Men han sagde: “Ve også eder, I lovkyndige! thi I lægge Menneskene Byrder på, vanskelige at bære, og selv røre I ikke Byrderne med én af eders Fingre. 47 Ve eder! thi I bygge Profeternes Grave, og eders Fædre sloge dem ihjel. 48 Altså ere I Vidner og samtykke i eders Fædres Gerninger; thi de sloge dem ihjel, og I bygge. 49 Derfor har også Guds Visdom sagt: Jeg vil sende Profeter og Apostle til dem, og nogle af dem skulle de slå ihjel og forfølge, 50 for at alle Profeternes Blod, som er udøst fra Verdens Grundlæggelse, skal kræves af denne Slægt, 51 fra Abels Blod indtil Sakarias's Blod, som blev dræbt imellem Alteret og Templet; ja, jeg siger eder: Det skal kræves af denne Slægt. 52 Ve eder, I lovkyndige! thi I have taget Kundskabens Nøgle; selv ere I ikke gåede ind, og dem, som vilde gå ind, have I forhindret.” 53 Og da han var gået ud derfra, begyndte de skriftkloge og Farisæerne at trænge stærkt ind på ham og at lokke Ord af hans Mund om flere Ting; 54 thi de lurede på ham for at opfange noget af hans Mund, for at de kunde anklage ham.