1 Og han, gik atter ind i en Synagoge, og der var der en Mand, som havde en vissen Hånd. 2 Og de toge Vare på ham, om han vilde helbrede ham på Sabbaten, for at de kunde anklage ham. 3 Og han siger til Manden, som havde den visne Hånd! “Træd frem her i Midten!” 4 Og han siger til dem: “Er det tilladt at gøre godt på Sabbaten eller at gøre ondt, at frelse Liv eller at slå ihjel?” Men de tav. 5 Og han så omkring på dem med Vrede, bedrøvet over deres Hjertes Forhærdelse, og siger til Manden: “Ræk din Hånd ud!” og han rakte den ud, og hans Hånd blev sund igen. 6 Og Farisæerne gik straks ud og holdt Råd med Herodianerne imod ham, hvorledes de kunde slå ham ihjel. 7 Og Jesus drog med sine Disciple bort til Søen, og en stor Mængde fulgte med fra Galilæa; og fra Judæa 8 og fra Jerusalem og fra Idumæa og Landet hinsides Jordan og fra Egnen om Tyrus og Sidon kom de til ham i stor Mængde, da de hørte, hvor store Gerninger han gjorde. 9 Og han sagde til sine Disciple, at en Båd skulde være til Rede til ham for Skarens Skyld, for at de ikke skulde trænge ham. 10 Thi han helbredte mange, så at alle, som havde Plager, styrtede ind på ham for at røre ved ham. 11 Og når de urene Ånder så ham, faldt de ned for ham og råbte og sagde: “Du er Guds Søn.” 12 Og han truede dem meget, at de ikke måtte gøre ham kendt. 13 Og han stiger op på Bjerget og hidkalder, hvem han selv vilde; og de gik hen til ham. 14 Og han beskikkede tolv, til at de skulde være hos ham, og til at han kunde udsende dem til at prædike 15 og at have Magt til at uddrive de onde Ånder. 16 Og han beskikkede de tolv, og han tillagde Simon Navnet Peter; 17 fremdeles Jakob, Zebedæus's Søn, og Johannes, Jakobs Broder, og han tillagde dem Navnet Boanerges, det er Tordensønner; 18 og Andreas og Filip og Bartholomæus og Matthæus og Thomas og Jakob, Alfæus's Søn, og Thaddæus og Simon Kananæeren* { [*d. e. den nidkære.] } 19 og Judas Iskariot, han, som forrådte ham. 20 Og han kommer hjem, og der samles atter en Skare, så at de end ikke kunne få Mad. 21 Og da hans nærmeste hørte det, gik de ud for at drage ham til sig thi de sagde: “Han er ude af sig selv.” 22 Og de skriftkloge, som vare komne ned fra Jerusalem, sagde: “Han har Beelzebul, og ved de onde Ånders Fyrste uddriver han de onde Ånder.” 23 Og han kaldte dem til sig og sagde til dem i Lignelser: “Hvorledes kan Satan uddrive Satan? 24 Og dersom et Rige er kommet i Splid med sig selv, kan samme Rige ikke bestå. 25 Og dersom et Hus er kommet i Splid med sig selv, vil samme Hus ikke kunne bestå. 26 Og dersom Satan har sat sig op imod sig selv og er kommen i Splid med sig selv, kan han ikke bestå, men det er ude med ham. 27 Men ingen kan gå ind i den stærkes Hus og røve hans Ejendele, uden han først binder den stærke, og da kan han plyndre hans Hus. 28 Sandelig, siger jeg eder, alle Ting skulle forlades Menneskenes Børn, Synder og Bespottelser, hvor store Bespottelser de end tale; 29 men den. som taler bespotteligt imod den Helligånd, har evindeligt ingen Forladelse, men skal være skyldig i en evig Synd.” 30 De sagde nemlig: “Han har en uren Ånd.” 31 Og hans Moder, og hans Brødre komme, og de stode udenfor og sendte Bud ind til ham og lode ham kalde. 32 Og en Skare sad omkring ham; og de sige til ham: “Se; din Moder og dine; Brødre og dine Søstre ere udenfor og spørge efter dig.” 33 Og han svarer dem og siger: “Hvem er min Moder og mine Brødre?” 34 Og han så omkring på dem, som sade rundt om ham, og sagde: “Se, her er min Moder og mine Brødre! 35 Thi den, som gør Guds Villie, det er min Broder og Søster og Moder.”