1 Da fik David at vide, at Filisterne belejrede Ke'ila og plyndrede Tærskepladserne. 2 Og David rådspurgte HERREN: “Skal jeg drage hen og slå Filisterne der?” HERREN svarede David; “Drag hen og slå Filisterne og befri Ke'ila!” 3 Men Davids Mænd sagde til ham: “Se, vi lever i stadig Frygt her i Juda; kan der så være Tale om, at vi skal drage til Ke'ila mod Filisternes Slagrækker?” 4 Da rådspurgte David på ny HERREN, og HERREN svarede ham: “Drag ned til Ke'ila, thi jeg giver Filisterne i din Hånd!” 5 David og hans Mænd drog da til Ke'ila, angreb Filisterne, bortførte deres Kvæg og tilføjede dem et stort Nederlag. Således befriede David Ke'ilas Indbyggere. 6 Dengang Ebjatar, Ahimeleks Søn, flygtede til David - han drog med David ned til Ke'ila - havde han Efoden med. 7 Da Saul fik at vide, at David var kommet til Ke'ila, sagde han: “Gud har givet ham i min Hånd! Thi han lukkede sig selv inde, da han gik ind i en By med Porte og Slåer.” 8 Derfor stævnede Saul hele Folket sammen for at drage ned til Ke'ila og omringe David og hans Mænd. 9 Da David hørte, at Saul pønsede på ondt imod ham, sagde han til Præsten Ebjatar: “Bring Efoden hid!” 10 Derpå sagde David: “HERRE, Israels Gud! Din Tjener har hørt, at Saul har i Sinde at gå mod Ke'ila og ødelægge Byen for min Skyld. 11 Vil Folkene i Ke'ila overgive mig i Sauls Hånd? Vil Saul drage herned, som din Tjener har hørt? HERRE, Israels Gud, kundgør din Tjener det!” HERREN svarede: “Ja, han vil!” 12 Så spurgte David: “Vil Folkene i Ke'ila overgive mig og mine Mænd til Saul?” HERREN svarede: “Ja, de vil!” 13 Da brød David op med sine Mænd, henved 600 i Tal, og de drog bort fra Ke'ila og flakkede om fra Sted til Sted. Men da Saul fik at vide, at David var sluppet bort fra Ke'ila, opgav han sit Togt. 14 Nu opholdt David sig i Ørkenen på Klippehøjderne og i Bjergene i Zifs Ørken. Og Saul efterstræbte ham hele tiden, men Gud gav ham ikke i hans Hånd. 15 Og David så, at Saul var draget ud for at stå ham efter Livet. Medens David var i Horesj* i Zifs Ørken, { [*Horesj kan betyde: Skov.] } 16 begav Sauls Søn Jonatan sig til David i Horesj og styrkede hans Kraft i Gud, 17 idet han sagde til ham: “Frygt ikke! Min Fader Sauls Arm skal ikke nå dig. Du bliver Konge over Israel og jeg den næste efter dig; det ved min Fader Saul også!” 18 Derpå indgik de to en Pagt for HERRENS Åsyn, og David blev i Horesj, medens Jonatan drog hjem. 19 Men nogle Zifitter gik op til Saul i Gibea og sagde: “David holder sig skjult hos os på Klippehøjderne ved Horesj i Gibeat-Hakila sønden for Jesjimon. 20 Så kom nu herned, Konge, som du længe har ønsket; det skal da være vor Sag at overgive ham til Kongen!” 21 Saul svarede: “HERREN velsigne eder, fordi l har Medfølelse med mig! 22 Gå nu hen og pas fremdeles på og opspor, hvor han kommer hen på sin ilsomme Færd; thi man har sagt mig, at han er meget snu. 23 Opspor alle de Skjulesteder, hvor han gemmer sig, og vend tilbage til mig med pålidelig Underretning; så vil jeg følge med eder, og hvis han er i Landet, skal jeg opsøge ham iblandt alle Judas Tusinder!” 24 Da brød de op og drog forud for Saul til Zif. Men David var dengang med sine Mænd i Maons Ørken i Lavningen sønden for Jesjimon. 25 Så drog Saul og hans Mænd ud for at opsøge ham, og da David kom under Vejr dermed, drog han ned til den Klippe, som ligger i Maons Ørken; men da det kom Saul for Øre, fulgte han efter David i Maons Ørken. 26 Saul gik med sine Mænd på den ene Side af Bjerget, medens David med sine Mænd var på den anden, og David fik travlt med at slippe bort fra Saul. Men som Saul og hans Mænd var ved at omringe og gribe David og hans Mænd, 27 kom der et Sendebud og sagde til Saul: “Skynd dig og kom! Filisterne har gjort Indfald i Landet!” 28 Saul opgav da at forfølge David og drog mod Filisterne. Derfor kalder man det Sted Malekots* Klippe. { [*betyder måske: Klippen, der skiller.] }