1 Men David sagde til sig selv: “Jeg falder dog en skønne Dag for Sauls Hånd. Jeg har ingen anden udvej end at søge Tilflugt i Filisternes Land; så opgiver Saul at søge efter mig nogetsteds i Israels Land, og jeg er uden for hans Rækkevidde!” 2 David brød da op og drog med sine 600 Mænd over til Maoks Søn, Kong Akisj af Gat; 3 og David boede hos Akisj i Gat tillige med sine Mænd, som havde deres Familier med, ligesom David havde sine to Hustruer med, Ahinoam fra Jizre'el og Abigajil, Karmelitten Nabals Hustru. 4 Da Saul fik at vide, at David var flygtet til Gat, holdt han op at søge efter ham. 5 Men David sagde til Akisj: “Hvis jeg har fundet Nåde for dine Øjne, lad mig så få et Sted at bo i en af Byerne ude i Landet, thi hvorfor skal din Træl bo hos dig i Hovedstaden?” 6 Akisj lod ham da med det samme få Ziklag; og derfor tilhører Ziklag endnu den Dag i Dag Judas Konger. 7 Den Tid, David boede i Filisternes Land, udgjorde et År og fire Måneder. 8 Og David og hans Mænd drog op og plyndrede hos Gesjuritterne, Gizritterne og Amalekitterne; thi de boede i Landet fra Telam hen imod Sjur og hen til Ægypten; 9 og når David plyndrede Landet, lod han hverken Mænd eller Kvinder blive i Live, men Småkvæg, Hornkvæg, Æsler, Kameler og Klæder tog han med; når han så vendte tilbage og kom til Akisj, 10 og han spurgte: “Hvor hærgede I denne Gang?” svarede David: “Idet judæiske Sydland!” eller: “I det jerame'elitiske Sydland!” eller: “I det kenitiske Sydland!” 11 David lod ingen Mand eller Kvinde blive i Live for ikke at måtte tage dem med til Gat; thi han tænkte: “De kunde røbe os og sige: Det og det har David gjort!” Således bar han sig ad, al den Tid han opholdt sig i Filisternes Land. 12 Derfor fik Akisj Tillid til David, idet han tænkte: “Han har gjort sig grundig forhadt hos sit Folk Israel; han vil tjene mig for stedse!”